
RANGLISTE SPIL – VI SØRGER FOR MOD- OG MEDSPILLERE
Når du melder dig til rangliste spil i Padel East, bliver du sat sammen med tre andre tilmeldte, som er så tæt som muligt på dit eget niveau.
Man spiller 2 timer på samme bane, ét sæt med hver af de tre andre spillere på banen. Er der mere tid, spilles herefter det mest jævnbyrdige sæt en gang til, og herefter næstmest jævnbyrdige sæt igen, og til sidst det mindst jævnbyrdige sæt fra første omgang. Normalt når man mellem 4 og 5 sæt.
Alle spillere starter med 500 points og man taber/vinder points afhængig af hvordan man klarer sig i de enkelte sæt. Både sætsejr og de enkelte partier tæller til ranglisten.
Der spilles rangliste hver uge på følgende tidspunkter:
Tirsdag: 16:00 – 18:00
Torsdag: kl. 16:00 – 18:00
Søndag: kl. 18:00 – 20:00
Tilmelding foregår i booking systemet ved at klikke på knappen “Aktiviteter” på linket her
FORMIDDAGSSPIL MED ÆLDRESAGEN – HVER DAG MANDAG-TORSDAG
I perioden september til april arrangerer Ældresagen fællesspil hver formiddag fra mandag til torsdag.
Man kan melde sig til een eller flere faste dage om ugen. Fordelingen af spillere på banerne bliver organiseret af en tilstedeværende koordinator.
Er du interesseret, så kontakt Johnny Sten Hansen på tlf. 29867075 eller johnnystenhansen@hotmail.com


TRÆNING – INDIVIDUEL TRÆNING OG HOLDTRÆNING SAMT BRUG AF NY BOLDMASKINE – GRØN SLINGER.
Padel East har flere centertrænere, som står til rådighed for alle spillere, der ønsker individuel træning, enten alene eller i mindre grupper. Se mere her.
Vi har indkøbt en professionel boldmaskine – grøn Slinger – som bruges flittigt af vores trænere – derudover kan man selv leje maskinen og således få optimeret sit eget spil.
Leje koster 75,-/time. Henvendelse via Padel East’s Messenger side til en af vores medarbejdere.
TURNERINGER
Padel East afholder regelmæssigt turneringer i regi af Dansk Padel Forbund. Der er både herre- og damerækker . Vi afholder alt fra DPF 100-turneringer for de øvede/divisionsspillere og ned til DPF 10 for spillere, der vil prøve konkurrence for første gang.
Hold øje med Rankedin og vores facebookside.


FIRMAPADEL
Frederikssund har et stort og varieret erhvervsliv med virksomheder i alle størrelser, hvor der samtidig er stor interesse for at mødes og spille padel og sparre med hinanden i et uforpligtende netværk.
Derudover lægger Padel East ofte baner til firmaarrangementer, hvor en enkelt virksomhed holder fælles-aktivitet og har hele hallen til formålet. For at høre mere om mulighederne, kontakt arrangementsleder Klaus Werner på klaus@padeleast.dk eller tlf. +45 29 13 47 78.
HOLDKAMPE
Dansk Padel Forbund (DPF) udbyder holdturneringen LUNAR Ligaen, som på 6 år er vokset fra knap 30 hold til næsten 1500 hold, som spiller i talrige divisioner og puljer.
Padel East startede i efteråret 2022 med 2 herrehold og 2 damehold. Det har løbende udvidet sig til i dag at omfatte 14 herrehold og 3 damehold. På herresiden har Padel East hold i rækker fra 1. division til Serie 5, mens dameholdene spiller fra 2. division til Serie 4.
Herreholdene består af 6 spillere som alle spiller 2 kampe i hver holdkamp (man kan bruge flere spillere hvor nogen så kun spiller 1 kamp). Dameholdene består af 4 spillere, som ligeledes spiller 2 kampe i hver holdkamp (eller 1 kamp, hvis man vælger at bruge mere end 4 spillere).
Ønsker du at høre mere om mulighederne for at få et hold med, kontakt Allan Kristiansen på allan@padeleast.dk eller tlf. +45 29 74 36 00


UNGDOM
Hver fredag har alle børn og unge mellem hhv. 10 og 14 år og 14 og 18 år mulighed for at melde sig på ungdomstræninger i Padel East.
Træningen kører fra 15.30 – 17.00 og er opdelt i 2 hold i ovennævnte intervaller. Er man 14 år (evt. 13 eller 15) kan man selv vælge hvilket af holdene man ønsker at melde sig på, afhængigt af niveau og evt. kammerater, man gerne vil spille sammen med.
Booking på holdet 10-14 år skal foretages på den øverste bookingknap på den aktuelle dato ude til højre, 14-18 år på den midterste bookingknap.
Der lånes både bat og bolde, så man behøver blot medbringe indendørs fodtøj.
Prisen er kun 60 kr. pr. gang.
FORÆLDREBANE
Har man forældre(r) med, har disse mulighed for at booke en særlig forældrebane til sig selv og medspillere (i alt 4 personer) samtidig i 1½ time for kun 250 kr. (normalpris 400). Bemærk der kun er 1 der skal booke banen, og at man selv skal sørge for alle spillerne til banen, ligesom hvis man booker en normal bane.
Booking foregår på book-knappen til 250 kr. på den aktuelle dato.
Vi har i første omgang reserveret 1 bane til formålet. Hvis den bliver booket, og der er flere baner ledige, sætter vi en yderligere bane i spil.


DROP-IN
En anderledes fællesaktivitet med både træning og spil for alle niveauer.
Drop-In er en fællesaktivitet som styres af ledende, centertræner Klaus Werner, hvor man kan melde sig til, uden at skulle tænke på at skaffe med- og modspillere.
Det foregår typisk fredag kl. 18-20 og lørdag kl. 14-16. Der kan være op til 12 spillere på 3 baner. Der køres træning på den ene bane og spil på øvrige bane(r). Alle kan være med, uanset niveau. Klaus står for opdeling af banerne.
Skriv meget gerne dit niveau ved tilmelding, enten i form af styrketallet på Padellink, dine point fra rangliste spil hvis du deltager i det, eller også blot om du er begynder, let øvet eller øvet.
